El Niño kan sende millioner af afrikanske børn ud i akut sult

En kraftig El Niño kan få alvorlige konsekvenser for børn og familier i det østlige og sydlige Afrika i de kommende måneder. Ifølge Red Barnet kan antallet af børn, der rammes af akut sult i seks lande, stige med 30 procent frem mod begyndelsen af 2027, hvis der ikke handles hurtigt.
En analyse af data fra det globale overvågningssystem Integrated Food Security Phase Classification (IPC) viser, at antallet af mennesker med kritisk fødevaremangel i Kenya, Uganda, Madagaskar, Malawi, Mozambique og Zambia ventes at stige fra 12,6 millioner til 16,4 millioner frem mod marts 2027.
El Niño kan medføre mere ekstremt vejr i form af blandt andet tørke, oversvømmelser, naturbrande og hedebølger. Samtidig er mange lokalsamfund allerede hårdt ramt af klimakriser og nedskæringer i international udviklingsbistand og nødhjælp.
”Den her voldsomme El Niño udgør en enorm fare for nogle af verdens mest skrøbelige samfund. Utallige børn, og deres familier, er i forvejen presset til det yderste efter flere års klimachok, sultkriser, tørke og massive internationale nedskæringer i udviklingsbistand og nødhjælp,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, chef for Red Barnets arbejde i Afrika.
Zambia ventes at opleve den største relative forværring med en stigning på 80 procent i antallet af mennesker med sult på kriseniveau. I Uganda ventes 4,4 millioner mennesker at blive ramt.
Også Somalia står over for en alvorlig situation. Her ventes 5,4 millioner mennesker at opleve sult på kriseniveau eller værre mellem oktober og december 2026, mens næsten to millioner børn ventes at lide af akut underernæring over det kommende år.
Red Barnet efterlyser blandt andet mobile sundhedsklinikker, tørkeresistente afgrøder, støtte til husdyrhold og økonomisk hjælp til familier. Ifølge organisationen kan tidlig indsats begrænse skaderne og mindske behovet for nødhjælp senere.
Faktaboks: El Niño og sultkrisen
Omkring otte millioner børn i seks afrikanske lande risikerer akut sult i begyndelsen af 2027.
Antallet af mennesker med kritisk fødevaremangel ventes at stige fra 12,6 til 16,4 millioner frem mod marts 2027.
Analysen omfatter Kenya, Uganda, Madagaskar, Malawi, Mozambique og Zambia.
Zambia ventes at få en stigning på 80 procent i antallet af mennesker med sult på kriseniveau.
I Uganda ventes 4,4 millioner mennesker at blive ramt.
I Somalia ventes 5,4 millioner mennesker at opleve sult på kriseniveau eller værre i oktober-december 2026.
Næsten to millioner børn i Somalia ventes at lide af akut underernæring over det kommende år.






Accepter kun nødvendige cookies