Ny sti i Assens får historisk navn

Kultur- og Fritidsudvalget i Assens Kommune har nu besluttet, hvad den nye sti på den tidligere banestrækning skal hedde. Navnet skal både pege tilbage på områdets jernbanehistorie og fortællingen om bronzealderens storfyrster ved Flemløse og Voldtofte.
”Det har været meget tydeligt, at mange borgere har ønsket, at strækningens historie som jernbane skulle afspejles i navnet. Samtidig har vi også en helt unik bronzealderfortælling omkring Flemløse og Voldtofte, som vil blive formidlet på strækningen. Begge dele har været vigtige for os at omfavne i navnet,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Henrik Kirk.
Navnet er valgt efter en længere proces, hvor borgere har kunnet komme med forslag blandt andet ved en idéaften og gennem Fyens Stiftstidendes artikler. Kommunen har efterfølgende fået foretaget en faglig vurdering af flere af forslagene.
”Derfor har vi valgt at gå med navnet BronzeBanen – En rejse gennem Vestfyns Historie, da dette navn kombinerer de ønsker, som vi har hørt flest af undervejs i processen. Vi mener, at det er det navn, som bedst muligt understøtter stiens identitet og udviklingspotentiale,” siger udvalgsformanden.
Stien er endnu ikke officielt åben, da de sidste trafikale forhold skal på plads. Kommunen forventer, at den kan tages i brug et stykke inde i 2027.
På længere sigt skal stien også formidle historier om blandt andet bronzealderen, industrihistorien og de mennesker, der gennem tiden har levet og arbejdet langs den tidligere jernbane.
Faktaboks
- Stien er 17,5 kilometer lang.
- Den går mellem Assens, Ebberup, Flemløse og Glamsbjerg.
- Navnet er: BronzeBanen – En rejse gennem Vestfyns Historie.
- Navnet refererer til både jernbanehistorien og bronzealderen.
- Borgerne har bidraget med navneforslag under processen.
- Stien er endnu ikke officielt åben.
- Kommunen forventer åbning et stykke inde i 2027.






Accepter kun nødvendige cookies